Om min mor

Min mors øjne havde farve som sommerhimlen en tidlig morgen, hvor solen brænder de disede natteskyer af. Det blå var intenst transparent – og det passede så fint med min mor, som var smuk på den lyse nordiske måde.

Sommeren var hendes årstid. Lyset var hendes ven.

Min mor og jeg var mildest talt forskellige. Det var ikke altid nemt. Det er den mor/datter-fortælling, som er blevet beskrevet i et utal af variationer i verdenslitteraturen og gennem filmmediet.

Jeg var ikke i tvivl om hendes kærlighed, men i min opvækst og ungdom havde vi ofte svært ved at nå hinanden, og jeg kan – tværs gennem årene – høre hende sige: “Jeg forstår dig ikke, Maria.”

Jeg forstod heller ikke hende. Men jeg var også mere opsat på at leve mit liv på min måde, så i nogle perioder valgte jeg at holde mig på lang afstand af både hende og min far.

Så kunne de lære det!

Men sådan fungerer det ikke. Man lærer af livet. Og af tiden, som fik vores forskelligheder til at søge mod hinanden i et ægte ønske om at være det, vi var. Mor og datter. Og sådan udviklede det sig stille og roligt gennem mit voksne liv.

Min fars død for tre år siden efterlod et tomrum, som igen åbnede muligheden for at se hinanden i et nyt lys. Eftermiddage med samtaler om livet og døden. Små udflugter. Fælles interesser.

Så blev hun syg. Udflugterne blev færre, men samtalerne blev vigtigere.

Stille aftner med strikketøj og lange pauser med tid til refleksion.  

Få måneder før min mors død fik jeg en tatovering. På det tidspunkt var hun meget syg og lå mest på sin sofa i den lille stue, som blev mit rolige ophold i en travl hverdag i hendes sidste år. En tatovering ville for tredive år siden have fået hende til at udbryde præcis det: “Jeg forstår dig ikke, Maria.”

Men nu sagde hun: ”Jeg vil gerne forstå, hvorfor det er vigtigt for dig at have det på kroppen.” Og så spurgte hun ind til mine overvejelser. Uden dom, uden forbehold. Nysgerrig.

Og der gik det op for mig, at vejen til gensidig respekt og kærlighed ikke nødvendigvis går gennem umiddelbar genkendelse af noget i sig selv – men gennem viljen. Vi behøver ikke at være ens. At gøre det samme, eller tænke det samme. Men vi skal ønske at forstå. Hinanden.

Min mor døde skærtorsdag formiddag, da solen stod så højt på himlen, at den havde brændt de disede natteskyer af. På det tidspunkt var der heller ikke flere skyer mellem hende og mig. Jeg er taknemmelig for, at vi kom så langt, for nu, hvor jeg må undvære hendes fysiske nærvær og kærlige ro, savner jeg hende, så det flår i hjertet.

Men jeg er taknemmelig for, at hun var her, at hun gav mig livet, at hun elskede mig – og at hun for altid har efterladt noget intenst transparent blåt i mit indre.