Om magiske ord

Den sidste uge har jeg tilbragt i Prag. En by som jeg har besøgt adskillige gange på lejrskole med 9. klasser, men denne gang var det uden elever – og med min kæreste. Det var derfor en anden oplevelse, hvilket var en god lektie i, hvordan mit perspektiv farver mine oplevelser.

Jeg definerer mig selv som et ord-menneske, men da jeg ikke kan et ord på tjekkisk, er det ikke så mærkeligt, at det var øjnene som var på overarbejde på vores rejse.

Specielt fik vi dem op for maleren Alfons Mucha.

Det begyndte på et lille museum i centrum, og det sluttede på Det Nationale Kunstmuseum lidt udenfor turistmylderet, hvor hans storslåede visuelle epos The Slav Epic, bestående af 20 gigantiske lærreder, der illustrerer vigtige begivenheder i slavernes historie, er udstillet.

Og der – lige midt i den ‘største’ udstilling, jeg i mit liv har set – genkendte jeg pludselig mig selv i overskriften på de tre malerier, som jeg her er fotograferet sammen med: The Magic of Words.

Ord er magiske. Det er derfor, jeg elsker dem. De kan åbne og lukke. De kan såre og glæde. De kan være bastante og transparente. De kan overleve århundreder og forsvinde på et åndedrag. Men fremfor alt kan de forme mit liv og min virkelighed – og ikke mindst min opfattelse af samme.

“Jeg lærer det aldrig …” Som lærer hører jeg ofte denne sætning efterfulgt af et dybt suk. Jeg kan herefter mærke den mentale afskærmning fra udfordringen og iagttage, hvordan elevens mulighed for læring forsvinder for øjnene af mig.

Så kommer man ikke langt med en seminarieuddannelse!

Til gengæld kan jeg trække på en vis livserfaring, når jeg efterfølgende forsøger at forklare eleven, at aldrig er det mest definitive ord i verden. I hvert fald i den sammenhæng.

Richard Bach skriver i Illusioner: Argumentér for dine begrænsninger – og sandelig de er dine.

Så enkelt er det. For han kunne ligeså godt have skrevet: Argumentér for dine muligheder – og sandelig de er dine.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan få sygdom til at forsvinde ved at sige, at jeg er rask. Eller at jeg ikke kan få bundlinjen på min bankkonto til at lyse op med 6-cifrede plus-tal bare ved at udtale, at jeg er velhavende.

Men jeg kan lade være med at definere mig selv som syg eller fattig. Jeg kan fylde mit hoved og mine tanker med bekræftelser, som underbygger det, jeg gerne vil gøre, og det jeg gerne vil være. Jeg kan minde mig selv om, at jeg er en priviligeret kvinde i et overskudssamfund, som har alle muligheder for at forfølge mine drømme. Jeg kan forme det liv, jeg gerne vil leve, ved at beskrive det.

Og det gør jeg. For det er, når jeg sidder her ved computeren og konstruerer mine sætninger eller skriver dem, som kommer af sig selv, at jeg har det allerbedst.

Og så det er egentlig meget illustrativt, at jeg er så lille ved siden af noget så storslået som The Magic of Words.