Om kunsten at sige ja

Huset roder. Vasketøjskurven er overloaded. Køleskabet trænger alvorligt til et kritisk eftersyn, og bilen er mildest talt pinlig.

For ikke så længe siden kunne jeg være fortsat med noget i retningen af:

“Men det gør ikke noget, for jeg har en hel uges ferie liggende foran mig, så jeg har al den tid, jeg skal bruge.”

Men det gør jeg ikke denne gang. For selvom jeg vitterlig har en hel uges ubrugt ferie liggende foran mig, så er det overvejende sandsynligt, at det samme scenarie vil gøre sig gældende på næste lørdag.

For jeg praktiserer kærlighed. Selvkærlighed.

Jeg har glædet mig til at kunne fordybe mig i den roman, som har taget form i mit baghoved de sidste mange uger. Jeg har drømt om at kunne gå op i min lille skrivepavilion, Skrivelyst, i baghaven og sætte mig foran computeren uden at skulle tage hensyn til andet end den fortælling, som høfligt – om end insisterende – har anmodet mig om at manifestere den i skrevne ord.

Det lyder nemt. Men det er det ikke nødvendigvis. For hver gang jeg siger ja til min skrivepassion, siger jeg nej til noget andet.

– haven
– gæster
– skoven
– nærvær med kæresten
– en ekstra træning i fitnesscenteret
– hjemmesiden, som trænger til en opstramning
– en tur til Aarhus for at besøge min søn og svigerdatter
– den sweater, som jeg er næsten færdig med, men som stadig mangler et ærme
– Wild – som jeg læser i øjeblikket og sagtens kunne sætte mig op i sofaen og begrave mig i
– og så den indledende to-do-liste, som jeg har en erfaringsmæssig forestilling om, ikke forsvinder af sig selv

Når man – som jeg – er et vellykket produkt af flinkeskolen, kan det være en provokation på de indre linjer at insistere på at være egoistisk.

I årevis hørte jeg venner og familie gentage: Maria, du skal lære at sige NEJ.

Det har jeg lært. Jeg er faktisk blevet ret god til at sige nej. Men ikke uden dårlig samvittighed.

Det er derfor, jeg nu arbejder på at vende det om.

Jeg har flyttet mit fokus fra NEJ til JA.

Jeg siger ja til spændingen ved at lade fortællingen komme til live på min skærm. Jeg siger ja til at lade ordene rulle igennem mit system og fylde mig med undren og respekt. Jeg siger ja til at komme ned til kæresten sidst på dagen og være til stede – med glæde. Jeg siger ja til at fylde min ferie med det, som dukker op, så længe jeg har haft mine timer i den kreative proces og har skrevet de ord, som stod på spring til at blive sat på plads.

I dette øjeblik siger jeg ja til at køre ud til min storebror og hans kone for at blive forkælet med hjemmelavet tapas og et godt glas rødvin.

Og i morgen står jeg op og går i Skrivelyst og siger ja til det næste kapitel.

Hvem ved … det kan være jeg siger ja til vasketøjskurven, når jeg har skrevet det.