To-do or not to-do

Hvis der fandtes et mesterskab for fremstilling af to-do-sedler, ville jeg være verdensmester! Jeg har eksperimenteret mig frem med utallige former og udgaver:

• gode gammeldags lister på skrivebordet – gerne i forskellige kulører
• fortløbende lister i lommekalenderen
• notifikationer på mobilen
• digitale to-do-programmer, som findes i så mange afskygninger, at jeg ved, jeg ikke er ene om to-do-problemet
• gule post-it på spejlet, så det er det første, jeg ser om morgenen (og ha’ så ellers en dejlig dag!!)
• skematiske ugeplaner omhyggeligt udarbejdet søndag aften (og spoleret tirsdag morgen)
• og et par andre, som jeg sikkert kommer i tanke om, lige så snart jeg har udgivet ugens rude.

Mine to-do-lister har – med få undtagelser – primært opfyldt det ene formål at minde mig om alt det, jeg ikke nåede. Jeg har flyttet ikke gennemførte opgaver over på nye lister, mens jeg fuldstændig overså dem, som jeg rent faktisk havde fået fra hånden. Det lille flueben var et kortvarigt fix, som krævede endnu en opgave for at forlænge nydelsen.

Og det er jo sådan, det er. Der er altid noget, som skal gøres. Vigtige ting som at feje terrassen og gøre rent på badeværelset. Uopsættelige opgaver som at parre strømperne i ‘singlekurven’ og lakere negle. Samt – ikke at forglemme –  at skrive andre lister – julegavelisten fx.

Jeg har taget en kold tyrker. Uden hensynstagen til mine 52 år og undskyldningen om, at man med alderen har sværere ved at huske, har jeg brændt mine lister, slettet mine to-do-apps og streget alle opgaver i lommebogen. Den af papir, hvor man ikke kan lave en ‘delete’.

Det gav mig en ufattelig bunke tid. Så i denne skønne efterårsweekend har jeg ryddet op. Mit tøj (det der er tilbage) ligger på snorlige rækker i skufferne, cykelskuret er tømt for pantflasker og genbrugspapir og loftet er reorganiseret, så der er plads til havemøblerne. Jeg har ikke sat et eneste flueben, men jeg er ret tilfreds med min indsats. (Og jeg åbner ustandselig både skuffer, låger og døre for at nyde synet.)

Havemøblerne nåede jeg ikke at få op, men jeg har ikke skrevet det nogen steder. Og det behøver jeg strengt taget heller ikke.

For hver gang jeg kigger ud af vinduet, får jeg øje på dem. På gulvet i Skrivelyst kan jeg se, at vagthunden har været inde med sine våde poter. Og når jeg åbner køleskabet, kan jeg fornemme, at det skal have en fugtig klud.

Og så er det egentlig ligemeget, om jeg er 52 eller 14. Jeg skal nok huske det.

En, jeg holder meget af, var for nogle år siden på en lang rejse kun med sig selv og sin rygsæk. På et tidspunkt skrev han på sin rejseblog:

“Jeg er holdt op med at tænke ‘to-do’. Nu tænker jeg ‘to-be’.”

Den sætning har jeg endelig puttet ned i min (knapt så berejste) rygsæk.

For i de sidste mange uger, har jeg haft et tilbagevendende punkt på min liste, som hed ‘Skrive ugens tankerude’.

I dag har jeg bare skrevet den. Fordi jeg synes, det er sjovt.

– Og lur mig, om ikke jeg husker det i næste uge også 😉