Om sorgprocessen

Jeg har to fantastiske sønner med to dejlige mænd. I begge tilfælde blev jeg skilt fra drengenes far, mens de var små, og det er ikke noget, jeg er stolt af. Til gengæld er jeg stolt af, at jeg og begge drengenes fædre altid har holdt fast i, at der en treenighed, som ikke stopper ved en skilsmisse.

Far, mor og barn. Som en trebenet skammel i balance.

Men det er først fornylig gået op for mig, hvorfor det er så vigtigt.

I disse dage er det tre måneder siden, jeg – sammen med min mor og mine søskende – sad ved min fars dødsleje. Det var på mange måder en smuk proces, fordi min far var afklaret og parat til at dø.

Dengang troede jeg naivt, at hans afklaring også var min.

De første uger efter vågnede jeg op til en smerte, der lå tungt på min brystkasse og forhindrede mig i at trække vejret. Jeg oplevede et fysisk hul i min verden, som kun min familie kunne begribe omfanget af.

Det var december, og jeg havde et kalenderlys, der støt og roligt talte ned til familiejulen, hvor far ville mangle ved bordenden. Jeg kunne ikke tåle synet af nisser!

I januar gik jeg i stå. Jeg passede mit job og kom hjem og lavede … ingenting. Jeg kunne hverken skrive eller læse. Min indbakke voksede, mens mit energiniveau faldt. Jeg kom bagud med alt. Aften efter aften ledte jeg de samme billeder igennem for at finde far. Og når jeg fandt ham, kunne jeg ikke holde ud at se på ham.

Jeg googlede ham. Jeg fandt gamle sms’er og opfattede hans kærlighed i de korte beskeder. Jeg spillede musik, som han holdt af og gik rundt og rørte ved ting, der havde været hans.

Det blev nemmere at snakke om ham. Jeg holdt op med at græde, når venner og kollegaer spurgte til mig. Dagene indkapslede sorgen, så den ikke længere hang udenpå kroppen, men fandt et stille sted i min mave, hvor den er flyttet ind. Og det er okay. Jeg har givet den permanent opholdstilladelse.

Nu opstår situationerne, hvor jeg tager mig selv i at tænke: Det skal jeg lige høre far om! Det bliver mere tydeligt, hvornår jeg ville have kontaktet ham for et godt råd, en kommentar eller bare fordi jeg vidste, at han ville være stolt af mig.

For et par dage siden, var jeg hjemme hos min mor. Hendes sorg er en anden min. Hun har mistet sin kærlighed – sit livs ledsager.

I stuen, der endnu ikke har accepteret, at han er væk, snakkede vi ham op af sofaen og hen til mors hjemmebagte fastelavnsboller, som han altid glædede sig til fra midt i januar.

Det kan være lindrende at spejle sin sorg. Men det får den ikke til at forsvinde. Så mens jeg skriver dette, løber tårerne som regndråber ned ad min tankerude. Det må de godt.

For selvom man er 53, er det en kunst at balancere på en skammel med to ben.