Om at sætte livet på pause

For en måned siden stod jeg i mit klasselokale og så ud over mine elever i 3. klasse. Én af dem fortalte med begejstring om noget, han havde oplevet i weekenden.

Det var en helt normal situation på en helt normal mandag. Det eneste unormale var, at selvom jeg kunne se hans mund bevæge sig, og høre, at der kom ord ud, kunne jeg ikke forstå, hvad han sagde. Det var bare lyde. Helt sort.

Jeg forlod klassen, græd i en time og blev sygemeldt.

Psykologen kalder det en panikreaktion som følge af lang tids overbelastning. Jeg kalder det skræmmende. Men om ikke andet, har det fået mig til at reflektere over prioriteringerne i mit liv.

Der er ingen tvivl om, at min største udfordring er, at arbejdsopgaverne i folkeskolen er under voldsom forandring som følge af politiske beslutninger, jeg bestemt ikke altid er enig i. Fleksibilitet, omstillingsparathed og opkvalificering er ikke en selvfølge. Det kræver energi.

Hvis man overforbruger sin energi et sted, mangler den et andet. Så jeg havde givet slip på meget af det, som jeg ellers nyder at anvende min tid på. Jeg fik hverken skrevet romaner, læst mytologiske fagbøger, lyttet til fortællinger eller lavet podcast. Jeg mistede pusten i mit astrologistudie, og jeg meldte for ofte afbud til min lille jazzkvartet. Jeg kom ikke ud i naturen, og jeg gik fuldstændig i ét med vintermørket.

Til gengæld brugte jeg tiden foran min skærm. For mange spildte timer med Facebook og onlineshopping som ikke gjorde andet end at bidrage til min oplevelse af, at alt var noget lort, mig selv inklusiv. Det kan ikke anbefales.

Lige nu ligger jeg og skvulper i bunden af det berømte U. Jeg har forstået nogle ting, og nu tager jeg tilløb til at sætte handling på det, som skal skabe forandringer i mit indre og mit ydre liv.

Og selvom det ikke har noget at gøre med nytårsforsætter, så falder det alligevel sammen med indgangen til 2022, hvor jeg har sat mit dankort på pause. Ikke noget nyt tøj, ingen sko, ikke flere notesbøger med smukke forsider, ingen bøger, tæpper, handsker, cykler, smykker eller solbriller. Ingen ny computer eller telefon. Ikke mere af det, som jeg har så rigeligt af i forvejen.

Heller ikke mere meningsløst spild af liv på internettet og ligegyldige søgninger på google.

Jeg vil hellere have flere friske blomster fra grøftekanten, flere kreative kurser og workshops, flere weekender ved havet med min elskede, flere vandreture med skønne kvinder, flere hjemmestrikkede trøjer, mere sund mad, flere løbeture i skoven, flere udflugter til børn og børnebørn, mere meditation, mere musik til madlavningen, flere caféture med søstre og veninder, mere latter, mere hjemmebag og flere inspirerende samtaler med alle de spændende mennesker, der er er i mit liv, når jeg lukker computeren.

For det er bl.a. ved at snakke med andre, at jeg langsomt bevæger mig ud af det tunge dynd, jeg var ved at forsvinde ned i.

Så jeg tager små skridt ud i livet. Men små skridt er stadig skridt.

Vi ses derude!