Om at kunne noget helt specielt

For 15 år siden var jeg med til at sætte en musical op på skolen. Askepot. Alle eleverne fik tilbuddet om at være med, og jeg havde ansvaret for musene, hvilket – kort sagt – var alle de små, som ikke kunne bære en af de store roller.

Jeg er vild med at lave kor med de yngste elever. De er endnu så uspolerede, at de lader sig rive med af musikkens magi og synger uforbeholdent fra hjertet, men det er ikke min pointe i dette indlæg.

Under en af prøverne kom en lille fyr fra 0. klasse op til mig ved klaveret.

“Maria, jeg kan noget helt specielt med mine ben.”

“Det lyder spændende. Må jeg se?”

Og det måtte jeg. Den lille fyr gav sig til at danse med nogle meget hårde stød i gulvet. Og jeg måtte give ham ret. Han kunne noget helt specielt. Men det var ikke med benene.

Ikke desto mindre tildelte jeg ham på stedet sit eget lille danseindslag midt i musicallen.

I disse uger, hvor jeg og mine kollegaer rundt omkring i landet starter op med nye klasser, oplever vi en sand mailstorm fra forældre, som tager forbehold på vegne af deres børn.

“I skal være opmærksomme på, at Sofie ikke må …” eller “Janus skal fritages for …” eller den værste af dem: “I vores familie har vi aldrig kunnet …”

Jeg anerkender, at der er børn med problemer, som det er vigtigt, at jeg som lærer har kendskab til. Men jeg undrer mig altid, når man vælger at præsentere sit barn med dets svagheder og dermed er med til at skabe eller fastholde en identitet, som tager udgangspunkt i samme.

Da den lille dansefyr kom i 7. klasse, fik jeg ham til engelsk. Et sprog han talte med en pudsig – ikke særlig engelsk -accent, hvilket jeg gjorde ham og hans forældre opmærksomme på til en 3-parts-samtale, fordi det ville få en indflydelse på hans karakter. Det så dog ikke ud til at bekymre hverken ham selv eller hans forældre, som tydeligvis havde valgt at fokusere på hans styrker.

Det er derfor, jeg – for en gangs skyld – vælger at dele et af de utallige motivational pictures, som fylder min newsfeed på facebook. For der er noget om snakken.

Jeg kæmper stadig med mine egne forestillinger om, hvad jeg kan, eller – i højere grad – ikke kan. Begrænsninger, som jeg dybest set selv er med til at holde fast i, fordi de igennem 50 år er blevet en tryg del af min selvopfattelse, og det er så forfærdelig angstprovokerende at udfordre dem.

Jeg tager mig selv i at afvise muligheder, fordi jeg “ikke har det så godt med store forsamlinger”, eller “ikke er så god med tal”, eller “ikke kan huske teoretiske udredninger”, eller …

Men jeg kan jo også bare kaste et blik i retningen af den lille dansemus, som i dag er blevet en velvoksen ung mand, der netop har rejst på kryds og tværs i Australien og USA i fire måneder.

Og jeg er ret overbevist om, at han ikke havde problemer med sin accent.