Om gamle sandheder og meditation

Der er kommet en ny mand i mit liv. Vi ses dagligt, eller … det er mest mig, der ser. Og så alligevel ikke. Men jeg lytter. For det er det, han kan. Få mig til at lytte. At være. Til stede. I mig. 

Jeg er vokset op i en tid, hvor mine forældre gik til Transcendental Meditation – ikke så længe, men dog nok til, at jeg husker det. (Og ham den skæggede inder).  

To af mine søskende er kommet fast på en meditationscenter igennem mange år. 

En af mine sønner har siddet 2 x 10 dage i Vipassana meditation på New Zealand og i Blue Mountains, Australien. 

Rollemodeller i alle generationer har gået rundt lige for øjnene af mig, så længe jeg kan huske.  

Og jeg har prøvet. Det skal guderne vide. Med musik. Uden musik. Guidede. På dansk og på engelsk. Med udgangspunkt i tarotkortene, arketyperne eller fantasirejser ned på havets dyb og ind i selvets kringlede labyrint. 

Det virkede bare ikke. Uanset hvilke hensigter der lå bag, betød stilheden bare, at jeg kom i tanker om alt det, der skulle gøres, eller det jeg ikke havde fået skrevet på huskesedlen. Jeg blev urolig. Utålmodig. Ventede på, at det var overstået, så jeg med god samvittighed kunne sætte et flueben og komme videre med mit liv og alt det uopsætteligt vigtige, der ventede på mig. 

Så jeg gav op. Lavede en sandhed om, at jeg ikke er sådan én, der mediterer. Punktum. 

Der er et gammelt ord, der siger, at når eleven er rede, kommer læreren. 

Han kom ind af bagvejen. Og det var ikke mig, der lukkede ham ind. Det var Sjønne. I Corona-foråret. Han stod tidligt op for at sidde klar med sin computer kl. 6.30, hvor Brian Nielsson havde fået den idé at lave en live meditation på facebook hver morgen. 

I starten lavede jeg bare kaffe, mens Sjønne mediterede. Efter nogle dage begyndte jeg at lytte. Efter endnu en uge overbeviste jeg mig selv om, at når jeg nu ikke skulle ud af døren, fordi jeg underviste hjemmefra, kunne jeg lige skulle tjekke, hvad de havde gang i. Og en dag satte jeg mig. Sådan lidt nonchalant. Ved siden af Sjønne. Lukkede øjnene og lod mig føre. Det var enkelt. 

Det er enkelt. Jeg skal bare trække vejret, være i min krop og møde alt med en åben, blid & accepterende energi. (Også min trang til at skrive huskesedler.)

Nu er jeg afhængig. Af My Daily Tune. 20 minutter om dagen, hvor jeg slipper kontrollen og tillader det, jeg er, at være. En oplevelse, som jeg lidt efter lidt formår at tage med mig, når jeg rejser mig fra meditationen. Som farver mit liv og for hver dag gør mig en anelse mere balanceret, tolerant og funderet i mig selv. 

Det bedste er, at han stadig er der. Hver morgen i hverdagene. Live. Nu kl. 7.30 – eller på replay, når det lige passer ind i løbet af dagen. 

Jeg kan kun anbefale det.