Om glæden ved at skrive -

Solen er gået ned over endnu en skrivedag. Jeg nåede aldrig at se den. Enten fordi skyerne var for massive, eller fordi jeg alligevel ikke har haft øje for andet end min computerskærm.

Men det er okay. Jeg er i flow – eller hvad eksperterne nu vil vælge at kalde det. For mig er det et udtryk for, at jeg har nået det punkt, hvor min fortælling og jeg er kommet frem til en fælles overenskomst.

Den vil se sig selv på skrift, og jeg har lovet at gøre det.

Når jeg går ind i sådan en aftale, er det med en dyb ydmyghed. Det lyder som en kliché, men det er det ikke.

Jeg har skrevet i snart ti år. Jeg har taget kurser i plot- og karakteropbygning. Jeg har læst alt, hvad man kan opdrive af litteratur om at skrive – og noget af det var tiden værd. Jeg har fordybet mig i forståelsen af den danske grammatik for at kunne konstruere sætninger, som ikke snubler over syntaksen og derved står i vejen for fortællingens naturlige forløb. Jeg har lyttet til kollegaer, som har skrevet bestsellere – og dem som ikke har. Jeg har fulgt rådene fra Stephen King, Julia Cameron og Ernest Hemmingway – og jeg har skrevet og skrevet og skrevet.

Men når det kommer til stykket – altså der hvor ordene skal manifesteres, er jeg kommet frem til, at det for mig handler om netop det: Ydmyghed.

For de fortællinger, der toner frem som vandrette linjer på min computerskærm, er ikke mine. Jeg samler dem bare op.

I en samtale mellem to veninder ved nabobordet på cafeen
og i en brevkasse i ugebladet, som lander i postkassen
I min søsters stemme
og i min mors ansigt
I mine elevers beretninger
og i mine kollegaers latter
I en film som jeg ikke kan huske, hvad hedder
og i en bog som engang var min yndlings
I min kærestes øjne
og i mine sønners omsorg
I en artikel der blev delt på Facebook
og i en tilfældig reklame i et busskur
I et møde med en ven
og i et nedslag i mine egne oplevelser.

I øjeblikket skriver jeg en puslespilsroman, hvor mange forskellige stemmer får hver deres lille plads i det store billede. Billedet af det moderne parforhold. Det, som på en gang er så langt fra det, der var engang – og som alligevel ikke har forandret sig meget, når vi kommer ind til kernen:

Kærlighed.

Hver morgen vågner jeg og mærker efter, hvilken persona som står forrest i køen. Så står jeg op og inviterer den ind. Som en skuespiller, der forbereder sig til at portrættere en karakter på scenen eller foran kameraet.

Jeg drikker min kaffe, mens de indledende betragtninger ruller ind i min bevidsthed og stemningen fylder min krop.

Så går jeg op i Skrivelyst og sætter mig ved computeren.

Det ville være en næsten Disney’sk afslutning, hvis jeg nu kunne sige, at jeg herefter nedfælder fortællingen ord for ord, indtil den er færdig – og så slukker computeren og genfinder mig selv.

Sådan er det ikke.

Men det er stadig en helt fantastisk oplevelse, som hver gang giver mig en fornemmelse af, at jeg alligevel næsten har rørt ved solen.