November, november, november, november

Jeg kan godt lide allehelgensaften.

Jeg er ikke så vild med, at mine elever i 5. klasse kalder den for halloween, men på den anden side, så er allesjælesdag, hvor man oplæser navnene på sognets døde og sætter lys på deres grave, en katolsk skik, som har fundet vej ind i Den danske Folkekirke, hvor den nu er slået sammen med allehelgensaften … som i bund og grund også er en katolsk opfindelse.

Sådan er der så meget.

For mig vil november altid være den måned, hvor jeg mistede min far. Det føles derfor indlysende rigtigt, at den følger umiddelbart efter den aften, hvor vi mindes de døde.

Sidste år sad jeg til allehelgensgudstjeneste sammen med min mor i den kirke, hvor min far er begravet. Vi hørte hans navn i kirkerummet og fik lys i våbenhuset, som vi tændte og satte på hans gravsten. Da jeg senere tog hjem, efter at have spist sammen med min mor, kørte jeg omkring kirkegården og gik mellem de mange lys ned til hans grav, fordi jeg ville være sikker på, at det stadig var tændt. Det var det.

I år har vi mistet igen. Min svoger og min svigermor. Det første var et chok, det andet var forudsigeligt. Men det var stadig sorgfuldt. I aften brænder lysene på deres grave ved den jyske vestkyst.

For et par uger siden var jeg sammen med min mor til foredrag med Esben Kjær (journalist og forfatter til Min usynlige søn). Hans påstand er, at vi har så svært ved at være i andres sorg over at have mistet, fordi vi ikke vil se vores egen dødelighed i øjnene. Jeg ved ikke, om han har ret. Jeg synes, at jeg har nået en alder, hvor jeg begynder at forstå, at døden er den anden side af den mønt, som udgør mit liv.

Min far døde to dage efter 1. søndag i advent. Det år var det svært at finde juleglæden. Jeg har tidligere beskrevet kalenderlyset, som talte ned til en jul uden far. Og hvordan jeg var ved at skrige ved synet af kravlenisserne på lærerværelsets vinduer, da jeg kom i skole igen.

Midt i december kom yngstesønnen og hans kæreste hjem. De delte og rummede min sorg, men de havde også et ønske om at bringe julen ind i min verden. Jeg nedlagde veto mod nisser. Men jeg accepterede stjerner.

Og sådan blev vores første stjernehimmel til. Det år flettede jeg sorgen over min fars død ind i mine stjerner.

I denne allehelgensweekend har jeg igen hængt stjernehimlen op. Fordi november er lang og mørk og fyldt med tanker og minder. Men hver gang en af mine stjerner bevæger sig i varmebølgerne fra brændeovnen, vil jeg sende en kærlig tanke til dem, som ikke længere er i min fysiske verden.

Og når lyset glimter i de blanke overflader, vil jeg opfatte det som en hilsen tilbage til mig, og så vil jeg gå ud i verden og være med dem, som er levende. For selvom jeg øver mig i at acceptere døden, må den gerne vente rigtig mange år endnu.