Om at turde give slip

En gang imellem sker det, at man – ganske uforvarende – står ansigt til ansigt med en yngre udgave af sig selv. Det kan være i en selvudviklingsproces, et terapiforløb eller måske bare i en drøm.

Ofte følges sådan et møde op med spørgsmålet:

“Er der noget, du vil sige til den unge dig? Har du et godt råd?”

Her vil det så være nærliggende at rode lidt rundt i ‘kassen med erfaringer, som man godt kunne have undværet’ og komme frem med velmenende råd som:

• Lad være med at begynde at ryge –
• og det der er værre …
• Spring dén og dén kæreste over –
• og gå efter ham den lækre, som du ikke tror, du kan få …
• Drop impulskøb af alle slags (fra sommerkjoler til biler) –
• og vent med at investere, til du har råd …

Men jeg ved jo godt, at hende til højre er et produkt af sine fejltagelser såvel som sine succeser.

Til gengæld har hende til venstre en vidunderlig udstråling af tillid til det, der er, og det der kommer. For det billede er taget før nederlagene og de søvnløse nætter.

Hen over vinteren har jeg fulgt et linjefag i dansk. Sidste onsdag sluttede jeg det af. Det er 28 år siden, jeg sidst var til eksamen på seminariet. Dengang var jeg 25 og havde min søn med i en klapvogn. Han skal giftes i næste måned. Men han er ikke den eneste, som er vokset.

Jeg er også.

For jeg har ikke kun brugt vinteren på at læse op på danskfagets teori. Jeg har også – som jeg har beskrevet her på bloggen – øvet mig i at gø som en hanhund. At komme videre efter afslag – og at tage min blå hat på, inden jeg går ud i verden.

Og det er faktisk gået meget godt. Men sandheden er, at den største udfordring, jeg har mødt i dette forår, ikke har handlet om at erobre nyt land, men om at give slip i det gamle. Det trygge. Det har jeg gjort før. Med fritidspassioner, kærester og adresser. Men denne gang er det mit job. Min skole. Efter 28 år.

For selvom forandringer er en naturlig og sund del af tilværelsen, så har jeg i de sidste par år kæmpet med at være en del af en udvikling, der ikke harmonerer med mine personlige værdier. Og da jeg samtidig oplever, at jeg ikke har nogen indflydelse – bliver jeg nødt til at flytte mig.

Også selvom det betyder, at jeg skal tage afsked med fuldstændig fantastiske kollegaer og skønne elever.

Det er de samme øjne, der kigger på mig fra billederne. Men der er et liv til forskel. Og hvis hende til højre skal give et råd til hende til venstre, er det ganske enkelt det:

Du skal turde give slip.

Og selvom det altid er grænseoverskridende, kan jeg balancere det med en lille stemme, som hvisker, at hvis hende til venstre, skal give et råd til hende til højre, så er det nøjagtig ligeså enkelt:

Hold fast i tilliden – hold fast i mig.