Om at kaste fuldmånelys på sin skyggeside

Jeg er ikke den store fan af nytårsfortsætter, for selvom jeg gerne vil reflektere over det år, der gik; hvad jeg lærte, og hvad jeg ikke længere har brug for, er det gået op for mig, at de vigtigste erkendelser sjældent kommer i slutningen af december.

Jeg kan ikke nøjagtigt tidsfæste min vigtigste erkendelse i år. Men jeg ved præcis, hvad det var.

I mange år – det meste af mit liv – har jeg har haft en stor personlig gæld. Så stor, at en betragtelig del af min løn hver måned er blevet slugt af renter og afdrag. Nogle gange så stor en del, at jeg var nødt til at tage et nyt lån, eller forhøje et eksisterende.

Til gengæld udviklede jeg en helt suveræn evne til at navigere i benægtelse og penge, som flyttes fra en konto til en anden. Som en druknende, der svømmer mellem en redningsbåd og en redningskrans og videre til en tømmerflåde eller en tilfældig bøje, men som for længst har opgivet håbet om at komme i land.

Når man er 53 og har et dejligt hjem, et godt job, en nydelig facade og en pæn indtægt, så kræver det mod at indrømme, at man ikke har styr på sin økonomi. For det er ikke bare pinligt. Det er umodent, tåbeligt, handicappende og yderst tabubelagt.

Men jeg fandt modet.

Først tog jeg det op i en session med min fantastiske coach, som i løbet af 2 timer hjalp mig til at forstå, at jeg for mange år siden ansatte ’Maria 4 år’, som økonomichef.

Ikke verdens bedste valg!

Så arbejdede jeg videre med mig selv og mine destruktive mønstre, bl.a. i min unikke kvindecirkel, der arbejder på et energimæssigt plan.

Nu har jeg langt om længe forstået – helt ind i knoglemarven – at så stor en gæld er verdens bedste undskyldning for ikke at udleve sine drømme og sit potentiale.

For man kan ikke bare tage skriveorlov et par måneder, når man er afhængig af sin løn. Og det er helt udelukket at bruge tid og penge på at forfølge sin nysgerrighed og udvikle nye idéer.

Jeg har selv smedet tremmerne i min kreativitets fængsel. Men jeg er også klar til selv at save dem ned. Gældspost for gældspost.

Og det er en udfordring.

• Jeg har givet køb på økologien. Bare lidt.
• Jeg har selv klippet mit hår. Med en hobbysaks. (Undskyld, Sine)
• Jeg har brugt den dyre shampoo op. Nu bruger jeg det, der er på lager.
• På loftet fandt jeg en pose med deodoranter, som en af drengene ikke har kunnet nænne at smide ud, så jeg dufter af ’Armani Code’. Kun lidt maskulint.
• Jeg har opsagt alle abonnementer og skåret i mødrehjælpen (til mine drenge).

Jeg har ikke brugt en unødig krone i tre måneder, og jeg kommer ikke til det, før jeg har gennemført ’Projekt gældfri’.

For det handler ikke længere om penge. Det handler om mit selvværd og fremfor alt min kreativitet.

Og lige præcis den, vil jeg meget hellere kaste fuldmånens lys på i 2017.