Om den lille fortælling -

Det var en vinteraften – på det magiske tidspunkt, hvor skyggerne bliver levende – jeg første gang mødte den lille fortælling. Den stod pludselig foran mig. Som en flamme i mørket.

– Hej, sagde den.

– Hej, svarede jeg overrasket.

Den så sig om.

– Leder du efter nogen? spurgte jeg.

– Ikke mere.

Den lille fortælling så forventningsfuldt på mig.

– Kan jeg hjælpe dig med noget?

– Jeg vil gerne skrives.

Jeg opfangede overvældet de elegante linjer, strålende farver og den smukke tone i fortællingen.

– Det kan jeg godt forstå.

Den lille fortælling lyste op.

– Vil du gøre det?

– Mig?

Den blafrede ivrigt.

– Ja! Vil du være sød at skrive mig?

Jeg nikkede så forsigtigt, at jeg ikke engang selv kunne mærke det, men den lille fortælling sprang begejstret op i skødet på mig og lagde sig til rette.

– Jeg er klar, hviskede den. Farverne lyste stærkere, og tonen fandt sammen med varmen fra brændeovnen. Fortællingen var så smuk, at jeg blev overvældet af en dyb frygt for at ødelægge den.

– Du er så fin og skrøbelig, sagde jeg. – Jeg bliver nødt til at forberede mig.

Den lille fortælling rørte uroligt på sig.

– Okay, sagde den modstræbende.

Anden gang jeg så den lille fortælling, havde den mistet lidt af sin glød. Den satte sig på kanten af bordet og så alvorligt på mig.

– Vil du skrive mig nu? spurgte den.

Jeg smilede bekræftende.

– Det har jeg jo lovet dig.

Den lille fortælling landede igen i mit skød. Den foldede sig ud og afslørede nye nuancer og perfekte sammenhænge, mens tonen steg til en brusen, der trængte ind i mit bryst.

Omfanget af dens komplicerede enkelhed aktiverede igen min frygt for, at mine ord ikke ville yde den retfærdighed.

– Måske skal du finde en anden?

Farverne blegnede.

– Vil du ikke have mig?

– Jo, jo … jeg vil forfærdelig gerne have dig. Men jeg … jeg er ikke dygtig nok.

Den lille fortælling kravlede uden en lyd ned fra mit skød og forsvandt mellem gulvbrædderne.

Tredje gang jeg så den lille fortælling, var den kun en skygge af sig selv. De strålende farver var matte og gennemsigtige, linjerne var punkterede, og tonen var næsten uhørlig.

– Åh, sagde jeg, da den dukkede op.

Den lille fortælling faldt sammen på gulvet.

Forsigtigt bøjede jeg mig ned og tog den op. Den skælvede.

– Hvad er der sket? hviskede jeg.

– Ingenting.

– Men dine farver, dine strukturer … og din musik?

Den lille fortælling så på mig.

– Sådan er det, mumlede den så stille, at jeg måtte bøje mig ned for at høre den. – Hvis ingen fortæller en fortælling. Så dør den.

– Men jeg troede ikke, jeg kunne fortælle dig rigtigt, forsvarede jeg mig, fordi jeg så, at jeg havde svigtet os begge.

Den lille fortælling åbnede øjnene med sine sidste kræfter.

– Det var jo dig, jeg kom til, hviskede den. – Jeg ville så gerne være din.

Det var en efterårsaften i skumringen, jeg forstod, at den lille fortælling var en gave. Til mig. Ydmygt lagde jeg den i hjertet.