Om at bokse med sit ego

I går tilbragte jeg nogle hyggelige timer i selskab med en kvinde, som for et år siden gik ned med stress. Helt ned. I dag har hun skiftet job og arbejder på daglig basis med at være ærlig overfor sig selv.

Det slår mig ofte, at mennesker, som har været tvunget i knæ, tit kommer ud på den anden side med en værdifuld selvindsigt. Og så er det guld, når de vil dele.

Specielt tre sætninger tog jeg med derfra:

• Man bliver også stresset af det, man godt kan lide at lave.
• Man er ikke et skvat, fordi man går ned. Tværtimod. ’Skvattene’ står af. Det er de stærke, som tonser videre.
• Man mister sin fornemmelse for hvem man er, og det skal man også, for det er, når man begynder at se på hver enkelt egenskab, at man skal overveje, om det er noget, man vil have med sig videre.

Jeg har også skiftet job. Det er jeg glad for. Men min arbejdsidentitet har været udfordret, siden jeg tog beslutningen i maj, for selvom jeg stadig er lærer, har jeg skullet forholde mig til nye kollegaer, nye elever, nye aldersgrupper, nye omgivelser, nye arbejdsmetoder og nye undervisningsmaterialer. Det er som at begynde forfra, og det koster. Al min energi er gået til skolen, og jeg har et kølvand af små ’hængepartier’ herhjemme.

I fredags stod jeg i en lang kø for at afhente mit startnummer til ’De 3 Broer – Halvmaraton’. En kvinde bag mig bemærkede, at der godt nok var mange mennesker, og jeg hørte mig selv sige: ”Det bliver værre på søndag.”

I det øjeblik gik det op for mig, at jeg overhovedet ikke havde lyst til at løbe det løb. Jeg er ikke i form til det. Hverken fysisk eller mentalt. Jeg er ikke til store menneskemængder, og jeg har ikke haft en ’fridag’ uden program i over en måned.

Men jeg havde sagt ja. Jeg havde lavet en forpligtende aftale med min tidligere arbejdsplads, som betalte startgebyret, jeg havde tilmeldt mig begivenheden på Facebook, og jeg havde fortalt det til alle, som gad høre på mig.

Det ville med andre ord være skvattet ikke at stille til start. Og jeg er ikke noget skvat.

Eller hvad?

Måske behøver man ikke at ramme bunden, før man overvejer, hvem og hvad man er. Måske er det okay at tage sine personlige titler op til overvejelse i utide. Jeg har længe defineret mig selv som ’Løber’. Jeg løb en maraton.

For 15 år siden!

I dag skal jeg sparke mig selv ned i løbeskoene. Det er ikke mit ‘jeg’ – som vil være ‘løber’. Det er mit ego.

Så mit startnummer kommer ikke ud i dag.

Jeg dropper titlen som ’Løber’ – og identificerer mig med ’Skvat’.

For jeg vil hellere skyggebokse med mit ego og revurdere mine titler én efter én, end ramme bunden og blive tvunget til at tage dem alle sammen på én gang.

Nu fik jeg tid til at skrive. Og ‘Skribent’ – den kan jeg godt identificerer mig med.