-
Om at lave smilehuller i dagen
Indrømmet. Det er sårbart at kaste drømme og visioner ud i verden, som jeg skrev om i mit sidste indlæg. For hver gang jeg gør det, binder jeg en lille smule af mig selv fast i håbet. Og hvis håbet brister, går jeg en lille smule i stykker sammen med det. I dette forår har jeg – med en slidt metafor – så mange bolde i luften, at nogle af dem nødvendigvis vil falde til jorden. Der var en, der faldt i går. Tungt. Lige ned i solar plexus, hvor den landede så hårdt, at den slog luften ud af mig. Jeg…
-
Om at aktivere sin indre hanhund
Jeg er den heldige medejer af en hanhund. Man siger, at hunden kommer til at ligne sit menneske, men jeg arbejder på det modsatte. Mango er ikke begejstret for støvsugeren. Faktisk er han så overbevist om, at den er farlig, at han – hver gang den bliver tændt – kommer løbende for at sætte den på plads og sikre sig, at den ikke udvikler sig til en trussel. Det samme gælder visse hanhunde, som får et ordentligt riv-af med på vejen, når de kommer forbi på deres daglige gåture. Bare for en sikkerheds skyld. Det vil jeg lære af. For når…
-
Om at gøre det færdigt
Jeg kan godt lide den 1. januar. For år tilbage brugte jeg en del tid omkring nytår på at overveje, hvilke mål jeg ville sætte mig for det kommende år. Det gør jeg ikke mere. Systematisk målstyring fylder for meget i mit arbejdsliv, og jeg er ikke overbevist om effekten. Desuden kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har fulgt mine nytårsfortsætter helt til dørs. For et par år siden fik jeg en lille sølv-tag af min søster i julegave. I’M A WRITER. Det var i de første år af min forfatterkarriere, hvor jeg endnu var så usikker på min…
-
Om at have tiden – eller blive tvunget til at tage den
Jeg har skrevet en roman. Det er ikke første gang, og det bliver heller ikke sidste. Men denne gang gjorde jeg det på rekordtid. Jeg siger ikke, at den blev fantastisk, jeg siger bare, at den blev færdig. Til tiden. Sagen er, at der blev udskrevet en konkurrence. For længe siden. Gode konkurrencer har deadlines, som ligger langt ude i fremtiden. Og som en science fiction-redaktør, jeg har stor respekt for, plejer at fremhæve, så er fem måneder kun en kort frist, hvis man venter 4 ½ måned med at gå i gang. Jeg kan godt lide konkurrencer. Det passer…
-
To-do or not to-do
Hvis der fandtes et mesterskab for fremstilling af to-do-sedler, ville jeg være verdensmester! Jeg har eksperimenteret mig frem med utallige former og udgaver: Mine to-do-lister har – med få undtagelser – primært opfyldt det ene formål at minde mig om alt det, jeg ikke nåede. Jeg har flyttet ikke gennemførte opgaver over på nye lister, mens jeg fuldstændig overså dem, som jeg rent faktisk havde fået fra hånden. Det lille flueben var et kortvarigt fix, som krævede endnu en opgave for at forlænge nydelsen. Og det er jo sådan, det er. Der er altid noget, som skal gøres. Vigtige ting…
-
Om kunsten at sige ja – til mig
Huset roder. Vasketøjskurven er overloaded. Køleskabet trænger alvorligt til et kritisk eftersyn, og bilen er mildest talt pinlig. For ikke så længe siden kunne jeg være fortsat med noget i retningen af: “Men det gør ikke noget, for jeg har en hel uges ferie liggende foran mig, så jeg har al den tid, jeg skal bruge.” Men det gør jeg ikke denne gang. For selvom jeg vitterlig har en hel uges ubrugt ferie liggende foran mig, så er det overvejende sandsynligt, at det samme scenarie vil gøre sig gældende på næste lørdag. For jeg praktiserer kærlighed. Selvkærlighed. Jeg har glædet…
-
Om at lukke øjnene op
”Kom lige med … ” Min kæreste åbner hoveddøren udefra og kalder på mig. Jeg er ikke voldsomt villig til at følge opfordringen. Regnen har væltet ned i kaskader, og aftenmørket er tungt af fugt. Men hans stemme er så tilpas insisterende, at jeg stikker i et par sneakers og løber ud til ham. Han går på græsplænen og lyser med en skarp lommelygte ned i jorden. Måske når jeg – lige et øjeblik – at undre mig over, hvad der kan være så spændende ved vådt græs. Men han stopper og venter på mig. ”Se!” Græsset er levende. Et…
-
Om magiske ord
Den sidste uge har jeg tilbragt i Prag. En by som jeg har besøgt adskillige gange på lejrskole med 9. klasser, men denne gang var det uden elever – og med min kæreste. Det var derfor en anden oplevelse, hvilket var en god lektie i, hvordan mit perspektiv farver mine oplevelser. Jeg definerer mig selv som et ord-menneske, men da jeg ikke kan et ord på tjekkisk, er det ikke så mærkeligt, at det var øjnene som var på overarbejde på vores rejse. Specielt fik vi dem op for maleren Alfons Mucha. Det begyndte på et lille museum i centrum,…
-
Om ikke at glæde sig til
DEADLINE – der er noget dystert og skæbnesvangert over ordet, og da jeg søgte på det, kom jeg da også frem til, at det oprindeligt skulle tages meget bogstaveligt. Ordet stammer angiveligt tilbage fra fra den amerikanske borgerkrig, hvor man holdt krigsfanger indespærret bag hegn af fyrrestammer. Op til selve indhegningen – ca. 600 meter – var en zone, som blev kaldt deadline, fordi man blev skudt uden varsel, hvis man bevægede sig derind. Først omkring 1920 blev det et udtryk for en tidsbegrænsning, anvendt specielt af det skrivende folk. Og det er heldigvis også sådan, jeg kender det. Jeg…
-
Om at bevare sig selv
Denne lettere omskrivning af et kendt citat af John Donne – eller om man vil – titel af Hemmingway – kom til mig i går, da jeg overværede en koncert i skæret fra fuldmånen, som forpustet forsøgte at følge med det overdådige lysshow i sensommernatten. Jeg har haft tre forskellige musikalske oplevelser i denne uge. En upcoming duo, som spillede halvakustisk og sang tostemmigt på en mindre lokal scene. Og denne store dobbeltkoncert med et middelstort band og et af de største navne i Danmark. Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg kender duoen ret godt. Men det ændrer ikke ved,…
