Om at aktivere sin indre hanhund

Jeg er den heldige medejer af en hanhund. Man siger, at hunden kommer til at ligne sit menneske, men jeg arbejder på det modsatte.

Mango er ikke begejstret for støvsugeren. Faktisk er han så overbevist om, at den er farlig, at han – hver gang den bliver tændt – kommer løbende for at sætte den på plads og sikre sig, at den ikke udvikler sig til en trussel. Det samme gælder visse hanhunde, som får et ordentligt riv-af med på vejen, når de kommer forbi på deres daglige gåture. Bare for en sikkerheds skyld.

Det vil jeg lære af. For når jeg oplever noget, som aktiverer min frygt og min usikkerhed, er mit handlingsmønster lige modsat. Jeg trækker mig tilbage, finder et trygt hjørne og venter i stilhed på, at det går over. Af sig selv.

I mange år undlod jeg at handle på noget, der potentielt ville kunne udvikle sig ubehageligt. Konfrontationer, opringninger, ansøgninger, risikofyldte projekter og åndeløse chancer.

Jeg er ikke tilhænger af den udbredte fortælling om, at man skal forlade sin komfortzone for at vokse som menneske. Men det handler nok mest om, at jeg ikke er tilhænger at smarte hurtigfix-løsninger og hurra-ord uden substans. For i virkeligheden kan jeg godt forstå, at jeg bliver nødt til at flytte mig fra mit trygge hjørne og bevæge mig ud i usikkerheden, hvis jeg fortsat vil udvikle mig.

Og det vil jeg.

Jeg læste engang et interview med Asger Aamund, hvor overskriften lød noget i retningen af:

“Jeg har aldrig været kvalificeret til de stillinger, jeg har fået.”

Pointen, som dukkede op længere nede i artiklen, var, at han aldrig havde ladet manglende kvalifikationer stå i vejen for et godt jobtilbud, og at han derigennem var vokset med opgaven og havde udviklet kompetencerne i processen.

Jeg ved ikke, om det er en mandeting. Jeg ved bare, at ‘den pæne pige’ gør det lige omvendt. Jeg har ikke nødvendigvis været overkvalificeret, men jeg har i hvert fald været rimelig sikker på, at jeg kunne magte en opgave, før jeg tog den på mig.

Jeg er blevet lidt mere hårdhudet, efter jeg begyndte at skrive. Det er trods alt en sårbar situation at investere en masse tid, energi og personlighed i en bog, som så bliver sendt ud til offentlig vurdering.

Men alligevel kan jeg se, at jeg falder i gammel adfærd og sætter mig hen i mit trygge hjørne og venter. På reaktioner. På anmeldelser. På lektøren. Og på mails fra forlaget.

Det er der, Aamund og Mango kommer ind i billedet. Jeg kunne godt tænke mig at blive lidt bedre til at gø. At gøre opmærksom på mig selv og mine talenter. At råbe lidt af postmanden og kræve læsernes opmærksomhed.

I øjeblikket sender jeg en masse forskelligt ud i verden. Ord, billeder, ansøgninger, bøger, håb, drømme og visioner. Og jeg har lovet mig selv at følge op med lidt larm.

For når det kommer til stykket, hvad kan de hanhunde så, som jeg ikke kan. Andet end at lette ben.