Cantadoras år

Cantadoras år er en skønlitterær almanak med udgangspunkt i årshjulets sagn, fortællinger & myter. 

Her på siden deler jeg dagligt små indblik i skriveprocessen. Det kan være tekstuddrag, overvejelser eller billeder. 

20. marts 2025

Månelyset falder som en smal stribe ind gennem glasdøren til havestuen. Den er aftagende. Hun ved ikke, hvor den oplysning kommer fra, eller hvorfor den føles vigtig.

Hendes venstre arm er følelsesløs. Hun vil flytte den, men hun kan ikke. Hjernens kommando ignoreres af kroppen, der som en trodsig teenager forbliver tung. I flagrende fragmenter finder hukommelsen forklaringen på, at hun ligger på gulvet i stuen. Smerten i brystet. Strålerne ud i armen. Kulden.

Skibsuret slår tre sprøde slag, som bevæger sig rundt i stilheden på usynlige vinger. Hun regner efter. Klokken er halv to. Hun er kold, stiv og fortumlet. Og alene. Hun er nødt til at rejse sig. Et øjeblik ligger hun og samler sin kraft.

– Kom så, Dora, hvisker hun ud i det kolde tusmørke. – Du kan godt. Men ordene falder fra hinanden og lægger sig i uordentlige bunker foran hende. Hun kan ikke. Hendes vilje er ikke forbundet med kroppen.

– Det er lige meget. Du skal ikke have den med. Stemmen kommer et sted bag fra hende. Ordene efterfølges af en iskold brise, som frigør hende fra den ubevægelige krop.

Så ved hun det.

– Allerede? Hun omsluttes af en væren af tab.

– Ja. Stemmen møder hende i den luftige tilstand, som hun endnu ikke helt har forstået omfanget af.

Det er en ung kvinde med hud som nyvasket porcelæn. Hun er slank bag en sort kjortel, der falder som tung velour om en stærk krop. En bar fod stikker ud under kanten. Den er som et barns, uden livets ar og tyngde. Ærmerne er brede. Kvinden rækker en smal hånd med elegante sorte negle frem, som for at støtte hende i at finde balancen. En tyk, mørk fletning falder ud under en stor hætte, som delvist skjuler hendes ansigt. Dora ser ind i et øje, der lyser indefra og hele tiden skifter mellem brune, grønne og næsten lilla nuancer i regnbuehinden, men som ikke på noget tidspunkt blinker. Alligevel er det først, da hun ser det store ulveagtige dyr skråt bag hende, at hun genkender sin gæst.

– Jeg troede, du var grum.

Den unge kvinde løfter hånden og trækker hætten væk fra ansigtet. Den del, som havde ligget i skyggen træder frem i månelyset. Dora trækker sig sammen i sin luftige substans.

– Åh, hvisker hun så stille, som de fraværende åndedrag.

Modsætningen er så udtalt, at kvindens unge side fremstår nærmest overjordisk smuk ved siden af den blålilla fordærvelse på den anden halvdel af ansigt og krop. Huden hænger i klæbrige laser fra ansigtet og afslører det hvide kranie under. Små gullige maddiker kravler rundt i det øje, som nu fæstner sig på Dora med en mat hinde over iris og betændte bylder i huden omkring. Håret er hvidt og så groft, at det ikke kan flettes. De bløde læber på den unge del stopper i en sårskorpe, så tænderne i den anden side blottes i et barskt grin.

– Grum er en vurdering i din verden, siger Hel. – I mit rige er det uden betydning.

Dora vil nikke, men kroppen ligger stadig ubevægelig på gulvet. Den subtile væren af tab, som hun har befundet sig i siden, hun kom til sig selv, vokser med at lammende kraft.

– Du er kommet for at hente mig? Hun kender svaret, men har brug for bekræftelsen. Kvinden nikker, og ulvedyret træder et skridt frem med poter så store som kloakdæksler.

– Det troede jeg ikke, du gjorde.

– Denne gang gør jeg. Hel ser stadig ufravendt på hende. – Er du klar?

Dora vil ryste på hovedet. Selvom hun ikke kan mærke sin krop, kan hun stadig mærke sine følelser. Hun overvældes af sorg.

– Nej, hvisker hun. – Jeg er ikke klar.